Meningen med livet.. er de små ting?

Jeg har haft mine kontakt-elever på besøg.. De er søde.. I hvert fald, når de er sammen med mig..
Vi har spillet Trivial - de er ikke kvikke, men de er meget søde:) Og vi har spist æbleskiver og chips..

Vincent har nøjern over og mareridt om Snøvsen, og han tror ikke, der er kommet mere end 5 Harry Potter bøger, og han døde af grin, da han fik at vide, at gummi-tarsan fik tæsk.. Christine ved ikke, hvor der ligger universiteter udover Kbh.. Tsk tsk, og de skal skrive OSO i morgen…
Naja og Jesper gættede til gengæld, at Sri Lankas to største eksportvarer er kokosnødder og te.. Og hvor sygt er dét lige?!? Hende Naja er sgu ik’ helt dum. Og hendes mor tegner smiley’er og små sole, når hun skriver sedler til mig.
Og alle drengene var velopdragne og gav hånd, da de sagde pænt farvel og tak.

Jeg kommer til at savne mine børn.

Jeg har en kollega, der kigger skævt til mig, når jeg kalder dem børn. Faktisk bliver han lidt fornærmet. Okay, så de er i virkeligheden små voksne. Men, nej, de er sgu børn! De er børn, der prøver at klare sig i en voksen verden. Og det er hårdt og koldt og ensomt! Og skal bare holdes i hånden og vises lidt på vej. Og aes. Ligesom alle os andre. Og jeg har endnu ikke hørt dem brokke sig over at blive puttet. Se, jeg behøver slet ikke få børn selv - jeg har 100 teenagere! (og det er nok). Og det fede er, at ikke én gang har jeg hørt nogle af teenagerne beklage sig over, at blive kaldt børn. Ta’ den, kollega!

All we need is love… Actually!