Midt i mine drømme...

Jeg var på Island i påsken for at besøge en veninde, der er flyttet derop. Jeg tænkte, at hun nok savnede nogle ting fra Danmark, og ganske rigtigt ønskede hun sig Sommersby i store mængder og Christian Brøns’ første CD. En lidt mærkelig kombi og nok ikke de ting jeg ville savne efter 9 mdr. på Island, men okay, lad nu det ligge;) Vi endte i hvert fald med at høre den her CD en pokkers masse gange, og i en af sangene synger han ”kom og mød dig selv, midt i mine drømme” og en masse andet, der giver god mening i den sammenhæng. Jeg kan ikke lade være med at tænke på en helt bestemt fyr, som virkelig skulle prøve at møde sig selv i mine drømme. For hvis han så, hvor vild han er med mig der, så ville han måske være det lidt i virkeligheden også;) Nå men nok om ham (løgn, jeg kan aldrig få nok af ham, og jeg stopper ikke med at snakke om og obsesse om ham lige foreløbig).

Ud over HAM, møder jeg en masse andre spændende ting i mine drømme. Jeg har inden for den sidste uge blandt andet drømt: om at være nær druknedøden - langt under vand uden ilt og uden at vide i hvilken retning overfladen var, om HAM, om en fugl, som i virkeligheden var en kvinde, der var blevet forvandlet, der fortalte mig sin historie, om at bryde ulykkeligt grædende sammen i en gymnastiksal, om HAM, der holdt om mig, om at være nøgen i S-toget, og lede efter mit tøj, om at blive overfaldet af en pige, der holdt en pistol til min pande, hvorefter jeg stak hende i halsen med en stor kniv, og selvfølgelig om HAM;)

Det var lidt om en lille (ulykkelig) forelskelse blandet med min forskruede underbevidsthed (please don’t analyze, I know I’m a nutcase). Men det er mig et mysterium, hvorfor jeg er så vild med at sove…

I'm all dark and twisty inside...

Der var engang, hvor jeg var et helt normalt, velfungerende menneske. Okay, det er løgn. Normal var jeg ikke. Men jeg var i hvert fald en velfungerende, well-oiled machine. Jeg kørte fuldt tempo, og jeg kunne ALT. Jeg behøvede ingen søvn, og jeg nåede altid, hvad der svarer til 45 timer på et døgn. Jeg var indbegrebet af cool, calm, collected – uden stress, uden jammer. Jeg tog mig af alle opgaver, jeg blev stillet, og jeg var stædig og lod intet ligge, før det var gennemført med prestige. Der var engang, hvor jeg var mig.

Nu bor der en anden pige i min krop. Hun er træt, meget træt. Og hun brokker sig. Hun kan kun klare et absolut minimum af opgaver, og selv vasketøj kan virke som en uoverkommelig stressfaktor. Hun kommer for sent og bruger mere tid på Facebook end på at følge med i undervisningen. Hun er en stor fan af overspringshandlinger og en endnu større fan af chokolade. Hendes yndlingsaktivitet er at sove, og hun føler sig mere hjemme i drømmeland, end i den virkelige verden. Hun vil hellere sætte sig ned og tude, end at løse problemer. Hun bliver distraheret af noget så latterligt som følelser og hun vil hellere give op end at kæmpe for de ting hun drømmer om. She’s a quitter.

Jeg ved ikke, hvad hun laver i min krop. Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor hun fik lov at flytte ind, og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare har givet hende en røvfuld og sparket hende ud. Jeg ved ikke, om hun er symptom eller årsag. Jeg ved ikke, om hun er en sidegevinst af at ”åbne sig for kærligheden” og blive ulykkeligt forelsket (sagde jeg virkelig det?!), eller om dét bare er en bivirkning ved at være hende. Jeg ved ikke, om det bare er sådan, det er at være voksen. Jeg ved ikke, om det er min mor der fik ret i, at stress resulterer i sammenbrud. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke helt, hvor jeg er blevet af. Men jeg må jo være herinde et eller andet sted…

Håber jeg.