Jeg her i denne hårde arbejdsweekend konstateret at jeg stadig er pissedårlig til pool..
Til gengæld kan jeg vende 7 mariekiks i munden på én gang, og det er jo alligevel noget man ikke bare spøger med..
Desuden har jeg i de få timer jeg faktisk har haft fri brugt helt ustyrligt mange penge - jeg har ikke turdet tælle, men det er over 3000kr - på designerforum :) Køb inkluderer bl.a. læderjakke, nye pumasko, 2 par nye jeans, 2 trøjer, 3 kjoler osv osv..
Måske ikke så skidt weekend alligevel.. Prøv at spørge igen i morgen tidlig, måske jeg har skiftet mening der.
søndag den 26. oktober 2008
tirsdag den 21. oktober 2008
What's the point anyway?
Da min mor og jeg stak vores meget kloge hoveder sammen, kom vi frem til et af livets helt store spørgsmål..
Det var ikke sjovt at være barn,
Det var ikke sjovt at være teenager,
Det er ikke sjovt at være voksen,
Det er ikke sjovt at blive gammel...
Hvornår bilver det sjovt?
Det var ikke sjovt at være barn,
Det var ikke sjovt at være teenager,
Det er ikke sjovt at være voksen,
Det er ikke sjovt at blive gammel...
Hvornår bilver det sjovt?
mandag den 20. oktober 2008
Hvorfor, hvorfor dit og hvorfor dat?
Hvorfor skal alle de dejlige fyre på Fyn hedde noget underligt?
Hvorfor er alle de lækre fyre på Fyn in the first place?
Hvorfor er efterårsferien en uge, når den burde være to?
Hvorfor er alt det nemme, hurtige mad usundt?
Hvorfor løber man direkte tilbage til en gammel vane, når en ny mulighed byder sig?
Hvorfor løber jeg skrigende bort, bare ved tanken om at lukke en ny fyr ind i mit liv?
Hvorfor er Kbh så langt fra Odense og Texas så langt fra DK?
Hvorfor har døgnet så få timer?
Hvorfor er der så mange bekymringer?
Hvorfor kunne livet ikke bare være lidt lettere?
Hvorfor er alle de lækre fyre på Fyn in the first place?
Hvorfor er efterårsferien en uge, når den burde være to?
Hvorfor er alt det nemme, hurtige mad usundt?
Hvorfor løber man direkte tilbage til en gammel vane, når en ny mulighed byder sig?
Hvorfor løber jeg skrigende bort, bare ved tanken om at lukke en ny fyr ind i mit liv?
Hvorfor er Kbh så langt fra Odense og Texas så langt fra DK?
Hvorfor har døgnet så få timer?
Hvorfor er der så mange bekymringer?
Hvorfor kunne livet ikke bare være lidt lettere?
fredag den 10. oktober 2008
Det var en mørk og stormfuld aften...
Jeg blogger lige lidt bagud..
Det var en mørk og stormfuld septemberaften, eller det blev det i hvert fald! Det var en af de der dage, hvor man bare skulle være blevet i sin seng!
Det startede stille og fredeligt med, at jeg låste mig ude – en klassiker, det kan ske for enhver! Jeg havde boet i mit hus i over en måned uden at smække mig ude en eneste gang, og det skulle jo ske før eller siden. Men helt dum er jeg jo ikke – jeg har jo en ekstra nøgle gemt i haven. No problem!
Senere på dagen skulle jeg lige ned på jobbet og tage et par fotokopier, så jeg hoppede i et par sko og løb ud af døren med kun mine papirer i hånden. Jeg nåede ikke engang ud til bilen, før jeg opdagede at mine nøgler lå inde på stuegulvet… Sammen med min ekstranøgle, jeg havde brugt til at låse min ind tidligere!
Så stod man dér – uden strømper i skoene og uden jakke på, kun bevæbnet med engelske fotokopier, pung og telefon. Første skridt var at ringe til min udlejer, men han var en gammel mand med en brækket arm, der ikke havde overskuddet til at køre de 20-30km med nøglen til mig. Andet skridt var at ringe hjem til moaaaar, der plejer at hjælpe, når det brænder på. Ingen hjælp at hente. Hrmph.
Ikke andet for, end at cykle ned på jobbet – heldigvis har jernhesten kodelås! Nå, men låne nøgler til arbejdets minibus og kigge på krak for at finde udlejers adresse. Ud i bus og dagens næste (STORE) bommert: brugte ca. 100 år på at prøve at starte lortet, og det ville BARE ikke virke! Nu er jeg jo mindst lige så stolt, som jeg er blondine, så jeg nægtede at gå ind og spørge om hjælp, for jeg vidste jo godt, at det var mig, der garanteret glemte noget essentielt. Ja. Hun havde sgu ret igen. Jeg ringede til min mor, og løsningen var simpel: koblingen! Klart, Andorra kører skrammelgolf til hverdag, men skrammelgolf men AUTOMATGEAR(!) Den klarede jeg mig næsten elegant ud af, bortset fra at min chef bankede på ruden, da jeg lagde på efter at have snakket med moooar, og spurgte om jeg havde brug for hjælp. Flot. Nej tak.
Ud og køre med de skøre. Tror I blondinen kunne finde vej? Det ville jo ligesom ikke passe ind i historien, vel? Jeg kørte rundt og rundt og prøvede at følge udlejers instruktion pr mobil. Udlejer er en lidt langhåret, kunstnertype og undertegnede er utrolig dårlig til forstå kørevejledninger pr. tlf. Dårlig kombi. Mens jeg kører rundt og vender om og vender om og vender om, begynder det at blive en mørk og stormfuld aften. Og selvfølgelig går det mere galt. Da jeg for 3. gang skal skifte retning på en mørk og øde landevej, går det liiige lidt for stærkt i en 3-punkts-veninding, og vupti.. Pludselig holdt bussens fordæk på vejen, mens resten holdt i grøften. Typisk. Ud af bus, analysere situation – bus kan på ingen måde skubbes op af grøft. Hmmm. Ringer igen til nu mere end lettere bekymret mor, der stadig ikke kan hjælpe. Status: strandet alene på øde landevej i mørke, ved ikke hvor jeg er, hvor jeg skal hen eller hvordan jeg kommer op af grøft.. Hvad gør man, hvad gør man… Der kommer jo ingen forbi derude hvor kraverne for længst er vendt, tænker du. Jo, det gjorde der overraskende, men de kom FORBI - ligesom i: de stoppede ikke for at hjælpe en ungmø i nød. Hvor er ridderligheden nu til dags?
Langt om længe tilsmilede lykken mig, og der kom en prins på en hvid hest (læs: gammel håndværker i varebil med reb og gps). Utroligt som det end lyder, kunne bussen trækkes fri første forsøg. Og min redningsmand tilbød endda at køre i front og vise vej med sin GPS. Perfekt. Jeg følger trop – vi kører for langt og må vende om. Laver endnu en lidt dårlig vending og er vitterligt ved at blive kørt ned – sindssyge bilister! Vi kommer frem, og manden konstaterer, ”du kører med livet udenpå skjorten, hva?”.
Jeg havde i forvirringen glemt at tænde lys på bilen.
Den bilist, der var ved at smadre ind i mig, havde simpelthen ikke set mig, og blev forskrækket som bare fanden. Flot Andorra. Ikke lige min dag.
Da jeg kom tilbage og afleverede bussen, som dog stadig var i et stykke (det er den ikke mere, men det er en helt anden historie, og det er ikke min skyld!), skulle jeg jo så cykle hjem i den mørke og stormfulde nat. I hvert fald mørke! 2½ km ren mørke uden så meget som en lille bitte gadelygte. Jeg kunne ikke se, hvad der var op og ned, kun høre dyreskrig lige foran mig i mørket. Lige hvad man har brug for.
Og jeg fik heller ikke kopieret engelsk.
Det startede stille og fredeligt med, at jeg låste mig ude – en klassiker, det kan ske for enhver! Jeg havde boet i mit hus i over en måned uden at smække mig ude en eneste gang, og det skulle jo ske før eller siden. Men helt dum er jeg jo ikke – jeg har jo en ekstra nøgle gemt i haven. No problem!
Senere på dagen skulle jeg lige ned på jobbet og tage et par fotokopier, så jeg hoppede i et par sko og løb ud af døren med kun mine papirer i hånden. Jeg nåede ikke engang ud til bilen, før jeg opdagede at mine nøgler lå inde på stuegulvet… Sammen med min ekstranøgle, jeg havde brugt til at låse min ind tidligere!
Så stod man dér – uden strømper i skoene og uden jakke på, kun bevæbnet med engelske fotokopier, pung og telefon. Første skridt var at ringe til min udlejer, men han var en gammel mand med en brækket arm, der ikke havde overskuddet til at køre de 20-30km med nøglen til mig. Andet skridt var at ringe hjem til moaaaar, der plejer at hjælpe, når det brænder på. Ingen hjælp at hente. Hrmph.
Ikke andet for, end at cykle ned på jobbet – heldigvis har jernhesten kodelås! Nå, men låne nøgler til arbejdets minibus og kigge på krak for at finde udlejers adresse. Ud i bus og dagens næste (STORE) bommert: brugte ca. 100 år på at prøve at starte lortet, og det ville BARE ikke virke! Nu er jeg jo mindst lige så stolt, som jeg er blondine, så jeg nægtede at gå ind og spørge om hjælp, for jeg vidste jo godt, at det var mig, der garanteret glemte noget essentielt. Ja. Hun havde sgu ret igen. Jeg ringede til min mor, og løsningen var simpel: koblingen! Klart, Andorra kører skrammelgolf til hverdag, men skrammelgolf men AUTOMATGEAR(!) Den klarede jeg mig næsten elegant ud af, bortset fra at min chef bankede på ruden, da jeg lagde på efter at have snakket med moooar, og spurgte om jeg havde brug for hjælp. Flot. Nej tak.
Ud og køre med de skøre. Tror I blondinen kunne finde vej? Det ville jo ligesom ikke passe ind i historien, vel? Jeg kørte rundt og rundt og prøvede at følge udlejers instruktion pr mobil. Udlejer er en lidt langhåret, kunstnertype og undertegnede er utrolig dårlig til forstå kørevejledninger pr. tlf. Dårlig kombi. Mens jeg kører rundt og vender om og vender om og vender om, begynder det at blive en mørk og stormfuld aften. Og selvfølgelig går det mere galt. Da jeg for 3. gang skal skifte retning på en mørk og øde landevej, går det liiige lidt for stærkt i en 3-punkts-veninding, og vupti.. Pludselig holdt bussens fordæk på vejen, mens resten holdt i grøften. Typisk. Ud af bus, analysere situation – bus kan på ingen måde skubbes op af grøft. Hmmm. Ringer igen til nu mere end lettere bekymret mor, der stadig ikke kan hjælpe. Status: strandet alene på øde landevej i mørke, ved ikke hvor jeg er, hvor jeg skal hen eller hvordan jeg kommer op af grøft.. Hvad gør man, hvad gør man… Der kommer jo ingen forbi derude hvor kraverne for længst er vendt, tænker du. Jo, det gjorde der overraskende, men de kom FORBI - ligesom i: de stoppede ikke for at hjælpe en ungmø i nød. Hvor er ridderligheden nu til dags?
Langt om længe tilsmilede lykken mig, og der kom en prins på en hvid hest (læs: gammel håndværker i varebil med reb og gps). Utroligt som det end lyder, kunne bussen trækkes fri første forsøg. Og min redningsmand tilbød endda at køre i front og vise vej med sin GPS. Perfekt. Jeg følger trop – vi kører for langt og må vende om. Laver endnu en lidt dårlig vending og er vitterligt ved at blive kørt ned – sindssyge bilister! Vi kommer frem, og manden konstaterer, ”du kører med livet udenpå skjorten, hva?”.
Jeg havde i forvirringen glemt at tænde lys på bilen.
Den bilist, der var ved at smadre ind i mig, havde simpelthen ikke set mig, og blev forskrækket som bare fanden. Flot Andorra. Ikke lige min dag.
Da jeg kom tilbage og afleverede bussen, som dog stadig var i et stykke (det er den ikke mere, men det er en helt anden historie, og det er ikke min skyld!), skulle jeg jo så cykle hjem i den mørke og stormfulde nat. I hvert fald mørke! 2½ km ren mørke uden så meget som en lille bitte gadelygte. Jeg kunne ikke se, hvad der var op og ned, kun høre dyreskrig lige foran mig i mørket. Lige hvad man har brug for.
Og jeg fik heller ikke kopieret engelsk.
Mental bagage...
Jeg drømte forleden (vi snakker primo september) en af de der paniske-stress-jeg-vågner-og-opdager-at-jeg-er-faldet-i-søvn-klokken-fire-om-eftermiddagen-på-arbejdet-og-min-kollega-har-ikke-vækket-mig-drømme. Hovedpointen var noget med, at jeg skulle til Island og jeg stod i lufthavnen og manglede min bagage. Pludselig sad jeg i min bil og stressede for at komme til lufthavnen. Det ender så med, at jeg kører min bil ud over en gangbro og er overbevist om, at nu er enden kommet. Vi snakker på den der superrealistiske ”NU-skal-jeg-for-alvor-dø-måde”, hvor man vågner og er ved at tude.
Nå, men for noget tid siden sad jeg og havde en diskussion med en anden kollega over en øl på O’Malley’s en lørdag aften om, hvor meget man egentlig kan analysere sine egne drømme. En stor del er jo ”dagsrester”, som man godt kan regne ud, hvor kommer fra. Skønt man tit overraskes over nogle af de ting, underbevidstheden har brug for at komme af med.
Min konklusion på drømmen var, at den var et resultat, af den stress det er at starte nyt job – og det med bilen var en ’dagsrest’ fra da jeg kørte firmabilen i grøften.
Men at forstå selve betydningen er nogle gange som at finde en nål i en høstak. Og nogle gange er det så simpelt, at det er svært at se…
Jeg drømte for et par dage siden en drøm; jeg stod i lufthavnen og skulle til USA… og jeg manglede min bagage! *hmm.. sound familiar?* Først opstod en lettere panisk situation, hvordan skulle jeg dog klare tre uger i USA uden bagage? Men efter noget tid gik det op for mig, at jeg måske godt kunne overleve uden – jeg kunne bare købe tøj osv. i USA.
Og pludselig opdagede jeg, at jeg faktisk havde min håndbagage, en lille kuffert, og i den lå det mest nødvendige tøj. Det var en meget fri følelse, at kunne rejse uden at skulle bekymre sig om kufferterne. Jeg vågnede denne gang med et mere roligt sind og en pludselig aha-oplevelse. Mine drømme talte et meget klart og tydeligt sprog – så simpelt at man kan slå sig selv i hovedet for ikke at opdage det i første hug:
Jeg mangler den nødvendige ’bagage’ til at klare mit arbejde, og jeg føler mig ikke ’klædt på’ til jobbet – naturligt, når jeg nu ikke er uddannet til det jeg laver.
Men fra september til oktober har jeg alligevel opdaget, at jeg har en smule grundviden, og jeg kan hive mere op af ’ærmet’ end jeg lige troede først.
Det er utroligt, hvor meget man kan ”ta’ den på rutinen”, når man ikke har rutinen…
Nå, men for noget tid siden sad jeg og havde en diskussion med en anden kollega over en øl på O’Malley’s en lørdag aften om, hvor meget man egentlig kan analysere sine egne drømme. En stor del er jo ”dagsrester”, som man godt kan regne ud, hvor kommer fra. Skønt man tit overraskes over nogle af de ting, underbevidstheden har brug for at komme af med.
Min konklusion på drømmen var, at den var et resultat, af den stress det er at starte nyt job – og det med bilen var en ’dagsrest’ fra da jeg kørte firmabilen i grøften.
Men at forstå selve betydningen er nogle gange som at finde en nål i en høstak. Og nogle gange er det så simpelt, at det er svært at se…
Jeg drømte for et par dage siden en drøm; jeg stod i lufthavnen og skulle til USA… og jeg manglede min bagage! *hmm.. sound familiar?* Først opstod en lettere panisk situation, hvordan skulle jeg dog klare tre uger i USA uden bagage? Men efter noget tid gik det op for mig, at jeg måske godt kunne overleve uden – jeg kunne bare købe tøj osv. i USA.
Og pludselig opdagede jeg, at jeg faktisk havde min håndbagage, en lille kuffert, og i den lå det mest nødvendige tøj. Det var en meget fri følelse, at kunne rejse uden at skulle bekymre sig om kufferterne. Jeg vågnede denne gang med et mere roligt sind og en pludselig aha-oplevelse. Mine drømme talte et meget klart og tydeligt sprog – så simpelt at man kan slå sig selv i hovedet for ikke at opdage det i første hug:
Jeg mangler den nødvendige ’bagage’ til at klare mit arbejde, og jeg føler mig ikke ’klædt på’ til jobbet – naturligt, når jeg nu ikke er uddannet til det jeg laver.
Men fra september til oktober har jeg alligevel opdaget, at jeg har en smule grundviden, og jeg kan hive mere op af ’ærmet’ end jeg lige troede først.
Det er utroligt, hvor meget man kan ”ta’ den på rutinen”, når man ikke har rutinen…
torsdag den 9. oktober 2008
Netto - SÅ stopper festen!!!
Nu er det fandme slut.. Jeg begraver mig med det samme!
Jeg gik i Netto - som man nu engang gør når det er torsdag og man får fri fra arbjde og inden man skal møde igen til aftenvagt..
Og dér(!) midt i det hele - eller skulle jeg sige over det hele - var det! JULESTEMNINGEN! Der var alt fra klejner til pebernødder til ris a la mande til aaaaaaaaaaaaaargh! Hvis jeg ikke havde haft desperat brug for mælk, var jeg løbet skrigende bort og havde boycottet Netto indtil januar!
En ting er at Carsten Eskelund juler i radioen pr. start okt - det er jo Carsten for fanden! Men resten af verden behøver da ikke følge trop!?!?
Det er den 10. okt. og jeg NÆGTER at høre mere om jul før... ALDRIG!
*sort sky*
Jeg gik i Netto - som man nu engang gør når det er torsdag og man får fri fra arbjde og inden man skal møde igen til aftenvagt..
Og dér(!) midt i det hele - eller skulle jeg sige over det hele - var det! JULESTEMNINGEN! Der var alt fra klejner til pebernødder til ris a la mande til aaaaaaaaaaaaaargh! Hvis jeg ikke havde haft desperat brug for mælk, var jeg løbet skrigende bort og havde boycottet Netto indtil januar!
En ting er at Carsten Eskelund juler i radioen pr. start okt - det er jo Carsten for fanden! Men resten af verden behøver da ikke følge trop!?!?
Det er den 10. okt. og jeg NÆGTER at høre mere om jul før... ALDRIG!
*sort sky*
Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken hver gang...
Det er i dag for første gang nogensinde gået op for mig, hvad man skal bruge den dybe tallerken til!Jeg har ellers tit været på vognen med dem der siger ”man behøver ikke opfinde den dybe tallerken hver gang…”, men jeg mener det nok på en lidt anden måde. Jeg mener nemlig ikke den burde have været opfundet in the first place! For helt ærligt – hvad skal vi med den??
Til suppe og is og cornflakes og alskens andet har vi en skål, til ”flad mad” har vi en tallerken. Hvis man er en gris kan man spise spaghetti med kødsovs af en skål, og hvis man er civiliseret kan man nøjes med en tallerken.
Jeg har i mange år ofte undret mig over danskernes flittige brug af den dybe tallerken. Jeg vidste ikke hvorfor jeg dog skulle bruge penge og plads på at have 6 eller 12 af dem stående i mit køkkenskab?!?
Men nu ved jeg det! Jeg har opdaget finten! Det er gået et lys op for blondinen!
Når man nu gene vil have en brownie eller et andet lækkert stykke kage med tilhørende is, SÅ skal man bruge en dyb tallerken! For isen smelter ud over det hele på en alm. tallerken, og det virker så fjollet at putte et stykke kage i en skål..
Næste stop IKEA – jeg skal da have dybe tallerkner!!!
… eller måske ikke…
onsdag den 8. oktober 2008
Welcome back to blog-land...
Hej!
Jeg hedder lynn, og jeg er blogger.
"heeeeeej lynn".
Jeg har været blog-fri i et år, fordi jeg havde et liv i den virkelige verden, men nu har jeg forvillet mig laaaaangt væk fra civilisationen (nærmere betegnet "klint"), og min eneste livsline er mit transpotable internet. Det lange fravær fra blogland har medført, at min gamle blog er blevet lukket:( Mens jeg prøver at komme mig over tabet af forældede digitale stumper af mit liv, vil jeg simpelthen starte på en frisk. Ja, den er god nok - I'm back baby...
Jeg hedder lynn, og jeg er blogger.
"heeeeeej lynn".
Jeg har været blog-fri i et år, fordi jeg havde et liv i den virkelige verden, men nu har jeg forvillet mig laaaaangt væk fra civilisationen (nærmere betegnet "klint"), og min eneste livsline er mit transpotable internet. Det lange fravær fra blogland har medført, at min gamle blog er blevet lukket:( Mens jeg prøver at komme mig over tabet af forældede digitale stumper af mit liv, vil jeg simpelthen starte på en frisk. Ja, den er god nok - I'm back baby...
Abonner på:
Opslag (Atom)
.jpg)
