Jeg blogger lige lidt bagud..
Det var en mørk og stormfuld septemberaften, eller det blev det i hvert fald! Det var en af de der dage, hvor man bare skulle være blevet i sin seng!
Det startede stille og fredeligt med, at jeg låste mig ude – en klassiker, det kan ske for enhver! Jeg havde boet i mit hus i over en måned uden at smække mig ude en eneste gang, og det skulle jo ske før eller siden. Men helt dum er jeg jo ikke – jeg har jo en ekstra nøgle gemt i haven. No problem!
Senere på dagen skulle jeg lige ned på jobbet og tage et par fotokopier, så jeg hoppede i et par sko og løb ud af døren med kun mine papirer i hånden. Jeg nåede ikke engang ud til bilen, før jeg opdagede at mine nøgler lå inde på stuegulvet… Sammen med min ekstranøgle, jeg havde brugt til at låse min ind tidligere!
Så stod man dér – uden strømper i skoene og uden jakke på, kun bevæbnet med engelske fotokopier, pung og telefon. Første skridt var at ringe til min udlejer, men han var en gammel mand med en brækket arm, der ikke havde overskuddet til at køre de 20-30km med nøglen til mig. Andet skridt var at ringe hjem til moaaaar, der plejer at hjælpe, når det brænder på. Ingen hjælp at hente. Hrmph.
Ikke andet for, end at cykle ned på jobbet – heldigvis har jernhesten kodelås! Nå, men låne nøgler til arbejdets minibus og kigge på krak for at finde udlejers adresse. Ud i bus og dagens næste (STORE) bommert: brugte ca. 100 år på at prøve at starte lortet, og det ville BARE ikke virke! Nu er jeg jo mindst lige så stolt, som jeg er blondine, så jeg nægtede at gå ind og spørge om hjælp, for jeg vidste jo godt, at det var mig, der garanteret glemte noget essentielt. Ja. Hun havde sgu ret igen. Jeg ringede til min mor, og løsningen var simpel: koblingen! Klart, Andorra kører skrammelgolf til hverdag, men skrammelgolf men AUTOMATGEAR(!) Den klarede jeg mig næsten elegant ud af, bortset fra at min chef bankede på ruden, da jeg lagde på efter at have snakket med moooar, og spurgte om jeg havde brug for hjælp. Flot. Nej tak.
Ud og køre med de skøre. Tror I blondinen kunne finde vej? Det ville jo ligesom ikke passe ind i historien, vel? Jeg kørte rundt og rundt og prøvede at følge udlejers instruktion pr mobil. Udlejer er en lidt langhåret, kunstnertype og undertegnede er utrolig dårlig til forstå kørevejledninger pr. tlf. Dårlig kombi. Mens jeg kører rundt og vender om og vender om og vender om, begynder det at blive en mørk og stormfuld aften. Og selvfølgelig går det mere galt. Da jeg for 3. gang skal skifte retning på en mørk og øde landevej, går det liiige lidt for stærkt i en 3-punkts-veninding, og vupti.. Pludselig holdt bussens fordæk på vejen, mens resten holdt i grøften. Typisk. Ud af bus, analysere situation – bus kan på ingen måde skubbes op af grøft. Hmmm. Ringer igen til nu mere end lettere bekymret mor, der stadig ikke kan hjælpe. Status: strandet alene på øde landevej i mørke, ved ikke hvor jeg er, hvor jeg skal hen eller hvordan jeg kommer op af grøft.. Hvad gør man, hvad gør man… Der kommer jo ingen forbi derude hvor kraverne for længst er vendt, tænker du. Jo, det gjorde der overraskende, men de kom FORBI - ligesom i: de stoppede ikke for at hjælpe en ungmø i nød. Hvor er ridderligheden nu til dags?
Langt om længe tilsmilede lykken mig, og der kom en prins på en hvid hest (læs: gammel håndværker i varebil med reb og gps). Utroligt som det end lyder, kunne bussen trækkes fri første forsøg. Og min redningsmand tilbød endda at køre i front og vise vej med sin GPS. Perfekt. Jeg følger trop – vi kører for langt og må vende om. Laver endnu en lidt dårlig vending og er vitterligt ved at blive kørt ned – sindssyge bilister! Vi kommer frem, og manden konstaterer, ”du kører med livet udenpå skjorten, hva?”.
Jeg havde i forvirringen glemt at tænde lys på bilen.
Den bilist, der var ved at smadre ind i mig, havde simpelthen ikke set mig, og blev forskrækket som bare fanden. Flot Andorra. Ikke lige min dag.
Da jeg kom tilbage og afleverede bussen, som dog stadig var i et stykke (det er den ikke mere, men det er en helt anden historie, og det er ikke min skyld!), skulle jeg jo så cykle hjem i den mørke og stormfulde nat. I hvert fald mørke! 2½ km ren mørke uden så meget som en lille bitte gadelygte. Jeg kunne ikke se, hvad der var op og ned, kun høre dyreskrig lige foran mig i mørket. Lige hvad man har brug for.
Og jeg fik heller ikke kopieret engelsk.
Det startede stille og fredeligt med, at jeg låste mig ude – en klassiker, det kan ske for enhver! Jeg havde boet i mit hus i over en måned uden at smække mig ude en eneste gang, og det skulle jo ske før eller siden. Men helt dum er jeg jo ikke – jeg har jo en ekstra nøgle gemt i haven. No problem!
Senere på dagen skulle jeg lige ned på jobbet og tage et par fotokopier, så jeg hoppede i et par sko og løb ud af døren med kun mine papirer i hånden. Jeg nåede ikke engang ud til bilen, før jeg opdagede at mine nøgler lå inde på stuegulvet… Sammen med min ekstranøgle, jeg havde brugt til at låse min ind tidligere!
Så stod man dér – uden strømper i skoene og uden jakke på, kun bevæbnet med engelske fotokopier, pung og telefon. Første skridt var at ringe til min udlejer, men han var en gammel mand med en brækket arm, der ikke havde overskuddet til at køre de 20-30km med nøglen til mig. Andet skridt var at ringe hjem til moaaaar, der plejer at hjælpe, når det brænder på. Ingen hjælp at hente. Hrmph.
Ikke andet for, end at cykle ned på jobbet – heldigvis har jernhesten kodelås! Nå, men låne nøgler til arbejdets minibus og kigge på krak for at finde udlejers adresse. Ud i bus og dagens næste (STORE) bommert: brugte ca. 100 år på at prøve at starte lortet, og det ville BARE ikke virke! Nu er jeg jo mindst lige så stolt, som jeg er blondine, så jeg nægtede at gå ind og spørge om hjælp, for jeg vidste jo godt, at det var mig, der garanteret glemte noget essentielt. Ja. Hun havde sgu ret igen. Jeg ringede til min mor, og løsningen var simpel: koblingen! Klart, Andorra kører skrammelgolf til hverdag, men skrammelgolf men AUTOMATGEAR(!) Den klarede jeg mig næsten elegant ud af, bortset fra at min chef bankede på ruden, da jeg lagde på efter at have snakket med moooar, og spurgte om jeg havde brug for hjælp. Flot. Nej tak.
Ud og køre med de skøre. Tror I blondinen kunne finde vej? Det ville jo ligesom ikke passe ind i historien, vel? Jeg kørte rundt og rundt og prøvede at følge udlejers instruktion pr mobil. Udlejer er en lidt langhåret, kunstnertype og undertegnede er utrolig dårlig til forstå kørevejledninger pr. tlf. Dårlig kombi. Mens jeg kører rundt og vender om og vender om og vender om, begynder det at blive en mørk og stormfuld aften. Og selvfølgelig går det mere galt. Da jeg for 3. gang skal skifte retning på en mørk og øde landevej, går det liiige lidt for stærkt i en 3-punkts-veninding, og vupti.. Pludselig holdt bussens fordæk på vejen, mens resten holdt i grøften. Typisk. Ud af bus, analysere situation – bus kan på ingen måde skubbes op af grøft. Hmmm. Ringer igen til nu mere end lettere bekymret mor, der stadig ikke kan hjælpe. Status: strandet alene på øde landevej i mørke, ved ikke hvor jeg er, hvor jeg skal hen eller hvordan jeg kommer op af grøft.. Hvad gør man, hvad gør man… Der kommer jo ingen forbi derude hvor kraverne for længst er vendt, tænker du. Jo, det gjorde der overraskende, men de kom FORBI - ligesom i: de stoppede ikke for at hjælpe en ungmø i nød. Hvor er ridderligheden nu til dags?
Langt om længe tilsmilede lykken mig, og der kom en prins på en hvid hest (læs: gammel håndværker i varebil med reb og gps). Utroligt som det end lyder, kunne bussen trækkes fri første forsøg. Og min redningsmand tilbød endda at køre i front og vise vej med sin GPS. Perfekt. Jeg følger trop – vi kører for langt og må vende om. Laver endnu en lidt dårlig vending og er vitterligt ved at blive kørt ned – sindssyge bilister! Vi kommer frem, og manden konstaterer, ”du kører med livet udenpå skjorten, hva?”.
Jeg havde i forvirringen glemt at tænde lys på bilen.
Den bilist, der var ved at smadre ind i mig, havde simpelthen ikke set mig, og blev forskrækket som bare fanden. Flot Andorra. Ikke lige min dag.
Da jeg kom tilbage og afleverede bussen, som dog stadig var i et stykke (det er den ikke mere, men det er en helt anden historie, og det er ikke min skyld!), skulle jeg jo så cykle hjem i den mørke og stormfulde nat. I hvert fald mørke! 2½ km ren mørke uden så meget som en lille bitte gadelygte. Jeg kunne ikke se, hvad der var op og ned, kun høre dyreskrig lige foran mig i mørket. Lige hvad man har brug for.
Og jeg fik heller ikke kopieret engelsk.
.jpg)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar