Some things never change...

Jeg har lært et par ting her i weekenden:

- ”Bollesvin” er ikke så tosset endda
- Hvis man springer to i en 69’er fra 10 meteren, så risikerer man at spytte blod
- Der er mod al forventning IKKE altid gang i den på Crazy Daisy i Svendborg
- Jeg er seriøst for gammel til at være i byen til det bliver lyst

Men jeg har også fundet ud af, at der er nogle ting, er aldrig ændrer sig:

- Jeg er en mega klaphat... Især når jeg er fuld(!)
- Det gør røv ondt at blive trampet over tæerne af en trunte i stiletter
- Lunkne øl er klamme
- Jan er sej
- Gymnaster er lækre
- Det er noget nær UMULIGT at få en taxa i Svendborg kl. lort om morgenen
- Jeg er forelsket… i den forkerte!

I guess some things just never change…

A change of...

Måske jeg skulle skifte “profession”…? Altså fritidsprofession. Hvis det sku' være forbigået nogens næse, så jeg gymnast, med stort G og Y og MNAST for den sags skyld. Jeg lever og ånder for gymnastik.
Men i den sidste måneds til har jeg virkelig flirtet med noget nyt – jeg har udvidet min horisont indenfor ’dansens verden’, og jeg har virkelig fået øjnene op for helt nye muligheder. Og jeg tænker, at jeg er da gået helt galt i byen et sted, jeg skulle jo ha’ opdaget det her dans for lang tid siden!

Alle de dygtige dansere hedder noget smukt som fx Iris eller Ljuba (eller Andorra?). De har deres egen stil, og ofte er den rimelig langt fra mainstream. Dansere danser over det hele - på stationen, i bussen, anywhere! Og så tjener de langt flere penge på at undervise(!).

Alle de dygtige gymnaster hedder Julie eller Camilla eller Stine og ligner naboens datter på Sofie Lassen Kahlke måden. Gymnaster er ens og streamlinede, så hvis man pludselig dukker op i bedste Jane Fonda stil, så er man yt, og hvis man danser i køen til trampolinen, får man hvad-laver-du-er-du-sindssyg-blikket.

Maybe it’s time for a change…

A change of heart,

A change of mind,

A change of style,

A change…

Inspired – part II

Jeg har i nogen tid siddet fast. Måske hele mit liv. Måske et par måneder. Måske er det bare nogen gange. Jeg ved det ikke. Jeg tænker for meget, og til tider føles det som at drukne i tanker og bekymringer. Men af og til møder jeg nogle mennesker, der inspirerer mig til at leve i nuet. Det er ofte folk i min sociale periferi, som jeg ikke er i daglig kontakt med, men som netop udmærker sig ved at gøre et kæmpe indtryk på et kort øjeblik. For det er de korte øjeblikke, der virkelig betyder noget. Hele livet består faktisk af korte øjeblikke. Det er som om, disse mennesker har en større forståelse af lige netop dét. Eller måske er det lige præcis, fordi de IKKE er så bevidste om det, at de er lykkelige? Det er som om, de udstråler livsglæde i fast form… and the good vibes are contagious :) Jeg bliver midlertidigt beruset i deres nærhed, og det føles næsten som at være forelsket – they leave me wanting more! Man føler sig lidt stalker-agtig, når man bliver så fascineret af nogen, at man er nødt til at google dem, men i virkeligheden er det nok bare at famle i blinde i et forsøg på at få det, de har, jf. tesen, at hvis nu man forstod dem, kunne man være som dem. Der er bare det ved det, at for at ”være dem”, skal man jo netop ikke google og tænke, man skal bare føle og leve og nyde. Men nu er jeg jo bare mig. And Rome wasn’t built in a day. Så jeg googler… og facebook’er... Jeg vil dog lade mig inspirere til i det mindste at nyde den korte tid, jeg får med disse vidunderlige mennesker. Og så vil jeg prøve at la’ vær’ at tænkte for meget på dem resten af tiden;)

Now is the time to live.

Now is the time to enjoy.

Now is the time to love.

NOW is the time.

Andorra.Is.Inspired.

I am inspired by movement. Inspired by the love for movent. Inspired.
I lørdags var jeg inde og se Battlehanics. Battlehanics er en dansebattle, hvor dygtige dansere fra hele Europa mødes og dyrker deres fælles interesse for forskellige street-danse. Prøv at forestil dig, at vade lige ind i en dansefilm a la ”Step Up” eller ”Honey”. Men bare for real. Stemningen var ubeskrivelig. Det var som om, alle i rummet bevægede sig i den samme takt – the bass was the heartbeat. Der var elektrisk ladning mellem danserne - gnister på dansegulvet. Kærlige gnister. En fælles kærlighed for dansegulvet. I dét øjeblik, som varede over 6 timer, var jeg i live.

Det er tit sådan, at når jeg er til sådan et arrangement, bliver jeg helt opslugt - min fantasi løber løbsk, og jeg forestiller mig et helt andet liv. Pludselig er jeg danser og bor i en lille studio appartment i New York. Og det er jo ikke første gang; når jeg har været til rep-stævne, drømmer jeg om at være en dygtig repholdsgymnast, der laver perfekte træk-slip, når jeg ser efterskolestævne, bor jeg pludselig i en lærerbolig et sted i Jylland og retter daske stile, mens jeg koreograferer serier til 200 elever, når jeg ser DM i teamgym, er det pludselig mig, der springer dobbeltback, osv, osv.

Dagdrømmer jeg for meget? Tja.. Kan jeg være god til det hele? Nej. Kan jeg blive god til nogle af tingene? Måske. Nogle påstår, at jeg er for opslugt i min drømmeverden. Måske har de ret. Men er det så slemt at drømme lidt? Så er jeg da lykkelig så længe :)