Andorra.Is.Inspired.

I am inspired by movement. Inspired by the love for movent. Inspired.
I lørdags var jeg inde og se Battlehanics. Battlehanics er en dansebattle, hvor dygtige dansere fra hele Europa mødes og dyrker deres fælles interesse for forskellige street-danse. Prøv at forestil dig, at vade lige ind i en dansefilm a la ”Step Up” eller ”Honey”. Men bare for real. Stemningen var ubeskrivelig. Det var som om, alle i rummet bevægede sig i den samme takt – the bass was the heartbeat. Der var elektrisk ladning mellem danserne - gnister på dansegulvet. Kærlige gnister. En fælles kærlighed for dansegulvet. I dét øjeblik, som varede over 6 timer, var jeg i live.

Det er tit sådan, at når jeg er til sådan et arrangement, bliver jeg helt opslugt - min fantasi løber løbsk, og jeg forestiller mig et helt andet liv. Pludselig er jeg danser og bor i en lille studio appartment i New York. Og det er jo ikke første gang; når jeg har været til rep-stævne, drømmer jeg om at være en dygtig repholdsgymnast, der laver perfekte træk-slip, når jeg ser efterskolestævne, bor jeg pludselig i en lærerbolig et sted i Jylland og retter daske stile, mens jeg koreograferer serier til 200 elever, når jeg ser DM i teamgym, er det pludselig mig, der springer dobbeltback, osv, osv.

Dagdrømmer jeg for meget? Tja.. Kan jeg være god til det hele? Nej. Kan jeg blive god til nogle af tingene? Måske. Nogle påstår, at jeg er for opslugt i min drømmeverden. Måske har de ret. Men er det så slemt at drømme lidt? Så er jeg da lykkelig så længe :)