All we need is love - part II

Klokken er over midnat.. Så er det den 12. december officielt, og jeg må teoretisk set gerne åbne mine chokoladekalendere og min pakkekalender.. Fristende om end det er, så er jeg nødt til at lade være. Det er lige pt. den eneste motivation jeg har for at stå op i morgen.. Eller rettere lige om lidt.

For jeg har ikke vasket op endnu, og jeg har ikke rettet stile. Og det er koldt og jeg fryser og jeg er træt. Og i morgen skal jeg på arbejde fra klokken 8.00 til klokken sen aften.. Ikke helt defineret aften, men omkring 22 plus minus.. Jeg skal vejlede OSO, som jeg dårlig nok ved, hvad er, og jeg skal sidde terminsvagt, og jeg skal undervise trætte elever i gymnastik.. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal holde mig vågen så længe. Jeg var ved at falde i søvn i bilen på vej hjem i dag.
Hvor er prinsen på den røde traktor, når jeg skal bruge ham? Hvorfor forstår han ikke, at hans plads i livet lige nu er at være her og ae mig på kinden og holde om mig, og fortælle mig at det hele nok skal gå..

Mine damer og herrer: all we need is love… og hvis ikke vi kan få det, så er man vel i det mindste berettiget til 12 timers søvn hver nat! Nej?
Pis.

Meningen med livet.. er de små ting?

Jeg har haft mine kontakt-elever på besøg.. De er søde.. I hvert fald, når de er sammen med mig..
Vi har spillet Trivial - de er ikke kvikke, men de er meget søde:) Og vi har spist æbleskiver og chips..

Vincent har nøjern over og mareridt om Snøvsen, og han tror ikke, der er kommet mere end 5 Harry Potter bøger, og han døde af grin, da han fik at vide, at gummi-tarsan fik tæsk.. Christine ved ikke, hvor der ligger universiteter udover Kbh.. Tsk tsk, og de skal skrive OSO i morgen…
Naja og Jesper gættede til gengæld, at Sri Lankas to største eksportvarer er kokosnødder og te.. Og hvor sygt er dét lige?!? Hende Naja er sgu ik’ helt dum. Og hendes mor tegner smiley’er og små sole, når hun skriver sedler til mig.
Og alle drengene var velopdragne og gav hånd, da de sagde pænt farvel og tak.

Jeg kommer til at savne mine børn.

Jeg har en kollega, der kigger skævt til mig, når jeg kalder dem børn. Faktisk bliver han lidt fornærmet. Okay, så de er i virkeligheden små voksne. Men, nej, de er sgu børn! De er børn, der prøver at klare sig i en voksen verden. Og det er hårdt og koldt og ensomt! Og skal bare holdes i hånden og vises lidt på vej. Og aes. Ligesom alle os andre. Og jeg har endnu ikke hørt dem brokke sig over at blive puttet. Se, jeg behøver slet ikke få børn selv - jeg har 100 teenagere! (og det er nok). Og det fede er, at ikke én gang har jeg hørt nogle af teenagerne beklage sig over, at blive kaldt børn. Ta’ den, kollega!

All we need is love… Actually!

Ska’ vi flette vores julehjerter sammen? Nej, vi ska’ så ej!

Åh, er det der december ik’ snart slut?

December er en måned med gaveindkøb, stress, julefrokoster, madsvineri, utroskab og spritkørsel.. Men hvis det bare var det, der var i vejen.. Hvis det bare var det..
Julen er hjerternes fest. Det er hjerter over det fucking hele. Røde hjerter, hjerter med glimmer hjerter af guld og gran og mine elever ser Love Actually.
Love. Actually. Sucks.

Og jeg troede, jeg havde styr på december – julegaverne er for længst købt og pakket ind, og nogle endda afleveret. Julekortene er købt, og jeg har hængt lidt glimmer op i hjørnet og et hjerte på døren. Styr på det. Styr på de skide julehjerter.

Og så kom julefrokosterne snigende.

Findes der noget værre end at blive holdt vågen af folk, der ligger og kysser? Nej, vel – det er belastende! Og denne gang, for én gangs skyld, var det mig, der var i den gode ende af situationen. Troede jeg. Det var mig, der havde fundet én under misteltenen, og det var mig der flettede fingre og flettede julehjerter.

Men dem, der blev holdt vågne, havde ondt i røven.. Ellers var de misundelige (det bilder jeg mig selv ind for at få det bedre). Så der var dømt mandagsmobning:
1, 2, 3, 4, ”x” ka’ godt li’ nissepiger…

Jeg hader nissepiger. Jeg hader især nissepiger som mig selv, der drikker sig fulde og hygger med folk, de ikke skal hygge med. Hvis man ikke ka’ li’ jul, hvorfor bevæger man sig dog så ud i en sådan beklædning? Fjols.

Og jeg ved godt, at det indtil videre ikke lyder slemt. For det er da ikke så slemt at kysse med en lækker fyr til en julefrokost. Heller ikke når han kysser vildt godt. Men det er slemt at være hende der ”venter ved telefonen”. For sådan er jeg jo ikke. Det er nissepigekjolen der gør det. Og julehjerterne. Og julesangene. Og Love Actually.

Jeg tror jeg piller mit julehjerte ned fra døren og gemmer det væk.

Om julegaver, sne og vækkeure..

Undskyld, men det sner...

??

Hvornår holdt det op med at være august?
Hvornår holdt det op med at være 90'erne?
Hvad fanden sker der egentlig?

Jeg har pakket julegaver ind. Det er ikke fordi jeg er julefanatiker og har pyntet og alt det lort. Au contraire. Jeg er vinterdepri, og jeg hader jul. Men jeg har en meget stresset december med job og hjem. Jeg prøver at lette lidt på julestressen ved at klare gaveræset på forhånd. Jeg er lidt stolt af mig selv. Jeg mangler kun to, og den ene er på vej med posten. Det er en dejlig fornemmelse. Så har jeg da fået lavet et eller andet produktivt denne uge.
Min telefon har en spasme. Den glemte at vække mig i fredags, og jeg kom for sent på arbejde. Det var pinligt. Den var stadig sat til at vække mig kl 6.00 da jeg vågnede kl 8.03. Og jeg forstår det ikke. I dag vækkede den mig heller ikke. Jeg blev vækket 8.18 af vores kontordame. Der stod 50 elever og undrede sig over, hvor jeg var. Pinligt. Og denne gang var det vist min egen skyld. Jeg havde sat alarmen til 18.00. Flot. Men jeg gav selvfølgelig min tlf. skylden.

Jeg kan ikke mere.
Jeg trænger til ferie.
Og til at sove.

Odense, København, Odense, København?

Odense har alle de lærke fyre,
København huser de fleste af mine venner,
Odense er tæt på Ollerup og Karina,
København er byEN,
Odense har realistiske boligpriser,
København har USG, Tåstrup og Greve trampolin,
Odense har Bolbro og Tanja og Helge,
København har jeg glædet mig til at bo i så længe jeg kan huske,
Odense er en frisk start....
Københavner
Fynbo
Hvem er jeg, hvem vil jeg være?

Okay, stor svær livsbeslutning, der egenlig ikke skal tages lige nu, men alligevel fylder alt alt for meget i mit hovede.. Hvor skal jeg bo til august?? Jeg kan næste ikke holde det ud.. Hvor skal jeg gøre af mig selv? Hvor er hjem? Hvad er hjem?
Har været på Fyn hele weekenden. Fredag til mandag. Det er hyggeligt. Men jeg har ondt i ryggen.

Til ære for Malou (+ en reminder til mig)

Dette er en følgeton til "Mig og min nye dragt"... Bortset fra en lille lur på en time har jeg stadig ikke sovet siden natten til fredag, og nu er den ved at være halv et søndag morgen... Hmm.. Jeg ville egentlig ha' været i seng kl 17, men var lige midt i at sortere et par smykkeskrin og så skulle jeg lige se en film (som viste sig at være dårlig) og så skulle jeg lige, og så skulle jeg liige..
Men den seneste times tid eller mere (meget mere) har Malou været skyld i at jeg ikke sover. Ikke fordi Malou i sig selv uløser søvnløshed - hun er her ikke, og det er heller ikke tanken om Malou, der holder mig vågen til langt ud på natten.. Det er Malou på messenger, der ikke vil lade mig gå i seng! Altså det er ikke fordi det gør så meget; jeg har fri i morgen, og det er længe siden jeg har snakket med min gamle højskole-buddy. Og det er nu meget hyggeligt. Hun er flyttet til island. Der er mørkt. Vi har konstateret, at der ikke nogle mandfolk at komme efter. Der er heller ikke gris. Ej heller kylling. Jeg ville ikke leve længe på island - alene i mørket og gå sulten i seng. Øv bøv. Malou klarer den. Hun er hardcore. Hun savner bare leverpostej.
Reminder til mig, når jeg har glemt det i morgen:
Jeg har aftalt med Malou, at jeg henter hende i lufthavnen når hun kommer hjem til jul. Så laver vi road-trip tværs over danmark med en overnatning i min crib. Så smider jeg hende af i Jylland hos hendes de gamle og jeg kører ned og undersøger, hvad der mon har fået mine de gamle til at flytte til JYLLAND !?!? (ingen fordomme)... (okay, mange fordomme!)
Så sker det dersens julehalløj, og den 25. dec mødes vi (i det der jydeland) til noget druk. Den 26. skal jeg være bagstiv og synge fødselsdagssang for Malous lillebror.
That's the plan, and we're sticking to it. Det er jeg vist kommet til at love.

Mig og min nye dragt...

Fredag, selveste J-dag, begynder denne fortælling.
Da jeg fik fri fra arbejde, drønede jeg ned på posthuset i mit svedige gymnastiktøj for at hente den – pakken! Pakken med mine nye fantastiske benvarmere og min nye dragt (se billede - ps. det er IKKE mig). Vi snakker sort dorlastan, lange ærmer, andefødder. For dem der er i tvivl er det ikke en syg fetish, der er gang i her – okay, måske lidt. Men det er ikke så slemt som det lyder! Det er bare en gymnastikdragt til at træne i, som jeg straks skulle hjem og danse rundt i foran spejlet (som jeg ikke har).
Fortællingen fortsætter med stress og jag – jeg skulle have gæster lørdag til frokost, og hytten lignede et bombet lokum (årets underdrivelse!). Så der var fuld tryk på indkøb, oprydning, rengøring mm. Og så lige en rep-holdstræning fra 19-21. Jeg havde besluttet, at jeg ville takke nej til at tage med i byen og drikke Julebryg efter træning, for jeg skulle hjem og gøre rent. Så jeg pakkede ikke rent tøj, deo eller noget som helst. Bare på med den nye dragt og benvarmere, køller i tasken og af sti af sted for sent ud af døren.
Efter træning kørte jeg en holdkammerat hjem, og blev overtalt til at vente på, at hun blev klar, og så tage med over og drikke EN øl med de andre. Mens hun gjorde sig klar, fandt vi hurtigt ud af, at vi var enige om at X er lækker, men at der kun var kedelige fyre, hvor vi skulle hen. Men af sted kom vi, mig stadig iført svedig dragt. Øllen blev drukket, og jeg havde stadig intentioner om at komme tidligt hjem og gøre rent, så det var ved at være på tide. Men SÅ…. (dum dum dum duuuuuum)
Kom X jo klart nok ind ad døren. Selvfølgelig. Total uventet, dog dejlig, overraskelse. Og så ku’ jeg jo ikke bare ta’ hjem. Vel.
Tingene udviklede sig, som de nu gør, og pludselig stod vi alle inde på ’Harlekin’ i Holbæk. Vadende rund i flamingo-sne, stadig iført dorlastan-dragten og støvler, var man noget malplaceret mellem de 16årige trunter i korte kjoler og smukke stiletter. Men sjovt var det, og dansegulvet blev indtaget med holdkammeraterne :) Til tider med misundelige blikke fra skolepigerne:) En hyggelig aften blev til nat blev til morgen, og min tidsplan var for længst overskredet. Næsten en halv times venten i garderoben og en halv time i bil senere vaklede jeg træt ind ad døren, kvart over fire om morgenen – stadig iført nu endnu mere svedig dragt og benvarmere. Og lidt flamingo-sne. Men tid til bad og søvn var der ikke. De næste tre timer blev min dragt udsat for meget; jeg skulle vaske op, rydde op, tørre alle flader af, støvsuge og vaske gulv. Og endelig til sidst, der halv otte lørdag morgen, fik den nu støvede, våde og sæbespåneplettede dragt en lur i vasketøjskurven, og jeg fik et langt bad. Så kunne jeg også lige nå en times lur, inden jeg skulle op og bage kage og lave mad osv. Tror I, mine gæster havde en overtræt værtinde? Ja, jeg spø’r bare. Men det var en hyggelig eftermiddag med pigerne.
Velkommen i vasketøjskurven til min nye dragt – så er den vist også indviet! ;)

7 mariekiks og xxx kroner...

Jeg her i denne hårde arbejdsweekend konstateret at jeg stadig er pissedårlig til pool..
Til gengæld kan jeg vende 7 mariekiks i munden på én gang, og det er jo alligevel noget man ikke bare spøger med..
Desuden har jeg i de få timer jeg faktisk har haft fri brugt helt ustyrligt mange penge - jeg har ikke turdet tælle, men det er over 3000kr - på designerforum :) Køb inkluderer bl.a. læderjakke, nye pumasko, 2 par nye jeans, 2 trøjer, 3 kjoler osv osv..
Måske ikke så skidt weekend alligevel.. Prøv at spørge igen i morgen tidlig, måske jeg har skiftet mening der.

What's the point anyway?

Da min mor og jeg stak vores meget kloge hoveder sammen, kom vi frem til et af livets helt store spørgsmål..

Det var ikke sjovt at være barn,
Det var ikke sjovt at være teenager,
Det er ikke sjovt at være voksen,
Det er ikke sjovt at blive gammel...

Hvornår bilver det sjovt?

Hvorfor, hvorfor dit og hvorfor dat?

Hvorfor skal alle de dejlige fyre på Fyn hedde noget underligt?

Hvorfor er alle de lækre fyre på Fyn in the first place?

Hvorfor er efterårsferien en uge, når den burde være to?

Hvorfor er alt det nemme, hurtige mad usundt?

Hvorfor løber man direkte tilbage til en gammel vane, når en ny mulighed byder sig?

Hvorfor løber jeg skrigende bort, bare ved tanken om at lukke en ny fyr ind i mit liv?

Hvorfor er Kbh så langt fra Odense og Texas så langt fra DK?

Hvorfor har døgnet så få timer?

Hvorfor er der så mange bekymringer?

Hvorfor kunne livet ikke bare være lidt lettere?

Det var en mørk og stormfuld aften...

Jeg blogger lige lidt bagud..

Det var en mørk og stormfuld septemberaften, eller det blev det i hvert fald! Det var en af de der dage, hvor man bare skulle være blevet i sin seng!
Det startede stille og fredeligt med, at jeg låste mig ude – en klassiker, det kan ske for enhver! Jeg havde boet i mit hus i over en måned uden at smække mig ude en eneste gang, og det skulle jo ske før eller siden. Men helt dum er jeg jo ikke – jeg har jo en ekstra nøgle gemt i haven. No problem!
Senere på dagen skulle jeg lige ned på jobbet og tage et par fotokopier, så jeg hoppede i et par sko og løb ud af døren med kun mine papirer i hånden. Jeg nåede ikke engang ud til bilen, før jeg opdagede at mine nøgler lå inde på stuegulvet… Sammen med min ekstranøgle, jeg havde brugt til at låse min ind tidligere!
Så stod man dér – uden strømper i skoene og uden jakke på, kun bevæbnet med engelske fotokopier, pung og telefon. Første skridt var at ringe til min udlejer, men han var en gammel mand med en brækket arm, der ikke havde overskuddet til at køre de 20-30km med nøglen til mig. Andet skridt var at ringe hjem til moaaaar, der plejer at hjælpe, når det brænder på. Ingen hjælp at hente. Hrmph.
Ikke andet for, end at cykle ned på jobbet – heldigvis har jernhesten kodelås! Nå, men låne nøgler til arbejdets minibus og kigge på krak for at finde udlejers adresse. Ud i bus og dagens næste (STORE) bommert: brugte ca. 100 år på at prøve at starte lortet, og det ville BARE ikke virke! Nu er jeg jo mindst lige så stolt, som jeg er blondine, så jeg nægtede at gå ind og spørge om hjælp, for jeg vidste jo godt, at det var mig, der garanteret glemte noget essentielt. Ja. Hun havde sgu ret igen. Jeg ringede til min mor, og løsningen var simpel: koblingen! Klart, Andorra kører skrammelgolf til hverdag, men skrammelgolf men AUTOMATGEAR(!) Den klarede jeg mig næsten elegant ud af, bortset fra at min chef bankede på ruden, da jeg lagde på efter at have snakket med moooar, og spurgte om jeg havde brug for hjælp. Flot. Nej tak.
Ud og køre med de skøre. Tror I blondinen kunne finde vej? Det ville jo ligesom ikke passe ind i historien, vel? Jeg kørte rundt og rundt og prøvede at følge udlejers instruktion pr mobil. Udlejer er en lidt langhåret, kunstnertype og undertegnede er utrolig dårlig til forstå kørevejledninger pr. tlf. Dårlig kombi. Mens jeg kører rundt og vender om og vender om og vender om, begynder det at blive en mørk og stormfuld aften. Og selvfølgelig går det mere galt. Da jeg for 3. gang skal skifte retning på en mørk og øde landevej, går det liiige lidt for stærkt i en 3-punkts-veninding, og vupti.. Pludselig holdt bussens fordæk på vejen, mens resten holdt i grøften. Typisk. Ud af bus, analysere situation – bus kan på ingen måde skubbes op af grøft. Hmmm. Ringer igen til nu mere end lettere bekymret mor, der stadig ikke kan hjælpe. Status: strandet alene på øde landevej i mørke, ved ikke hvor jeg er, hvor jeg skal hen eller hvordan jeg kommer op af grøft.. Hvad gør man, hvad gør man… Der kommer jo ingen forbi derude hvor kraverne for længst er vendt, tænker du. Jo, det gjorde der overraskende, men de kom FORBI - ligesom i: de stoppede ikke for at hjælpe en ungmø i nød. Hvor er ridderligheden nu til dags?
Langt om længe tilsmilede lykken mig, og der kom en prins på en hvid hest (læs: gammel håndværker i varebil med reb og gps). Utroligt som det end lyder, kunne bussen trækkes fri første forsøg. Og min redningsmand tilbød endda at køre i front og vise vej med sin GPS. Perfekt. Jeg følger trop – vi kører for langt og må vende om. Laver endnu en lidt dårlig vending og er vitterligt ved at blive kørt ned – sindssyge bilister! Vi kommer frem, og manden konstaterer, ”du kører med livet udenpå skjorten, hva?”.
Jeg havde i forvirringen glemt at tænde lys på bilen.
Den bilist, der var ved at smadre ind i mig, havde simpelthen ikke set mig, og blev forskrækket som bare fanden. Flot Andorra. Ikke lige min dag.
Da jeg kom tilbage og afleverede bussen, som dog stadig var i et stykke (det er den ikke mere, men det er en helt anden historie, og det er ikke min skyld!), skulle jeg jo så cykle hjem i den mørke og stormfulde nat. I hvert fald mørke! 2½ km ren mørke uden så meget som en lille bitte gadelygte. Jeg kunne ikke se, hvad der var op og ned, kun høre dyreskrig lige foran mig i mørket. Lige hvad man har brug for.
Og jeg fik heller ikke kopieret engelsk.

Mental bagage...

Jeg drømte forleden (vi snakker primo september) en af de der paniske-stress-jeg-vågner-og-opdager-at-jeg-er-faldet-i-søvn-klokken-fire-om-eftermiddagen-på-arbejdet-og-min-kollega-har-ikke-vækket-mig-drømme. Hovedpointen var noget med, at jeg skulle til Island og jeg stod i lufthavnen og manglede min bagage. Pludselig sad jeg i min bil og stressede for at komme til lufthavnen. Det ender så med, at jeg kører min bil ud over en gangbro og er overbevist om, at nu er enden kommet. Vi snakker på den der superrealistiske ”NU-skal-jeg-for-alvor-dø-måde”, hvor man vågner og er ved at tude.
Nå, men for noget tid siden sad jeg og havde en diskussion med en anden kollega over en øl på O’Malley’s en lørdag aften om, hvor meget man egentlig kan analysere sine egne drømme. En stor del er jo ”dagsrester”, som man godt kan regne ud, hvor kommer fra. Skønt man tit overraskes over nogle af de ting, underbevidstheden har brug for at komme af med.
Min konklusion på drømmen var, at den var et resultat, af den stress det er at starte nyt job – og det med bilen var en ’dagsrest’ fra da jeg kørte firmabilen i grøften.
Men at forstå selve betydningen er nogle gange som at finde en nål i en høstak. Og nogle gange er det så simpelt, at det er svært at se…
Jeg drømte for et par dage siden en drøm; jeg stod i lufthavnen og skulle til USA… og jeg manglede min bagage! *hmm.. sound familiar?* Først opstod en lettere panisk situation, hvordan skulle jeg dog klare tre uger i USA uden bagage? Men efter noget tid gik det op for mig, at jeg måske godt kunne overleve uden – jeg kunne bare købe tøj osv. i USA.
Og pludselig opdagede jeg, at jeg faktisk havde min håndbagage, en lille kuffert, og i den lå det mest nødvendige tøj. Det var en meget fri følelse, at kunne rejse uden at skulle bekymre sig om kufferterne. Jeg vågnede denne gang med et mere roligt sind og en pludselig aha-oplevelse. Mine drømme talte et meget klart og tydeligt sprog – så simpelt at man kan slå sig selv i hovedet for ikke at opdage det i første hug:
Jeg mangler den nødvendige ’bagage’ til at klare mit arbejde, og jeg føler mig ikke ’klædt på’ til jobbet – naturligt, når jeg nu ikke er uddannet til det jeg laver.
Men fra september til oktober har jeg alligevel opdaget, at jeg har en smule grundviden, og jeg kan hive mere op af ’ærmet’ end jeg lige troede først.
Det er utroligt, hvor meget man kan ”ta’ den på rutinen”, når man ikke har rutinen…

Netto - SÅ stopper festen!!!

Nu er det fandme slut.. Jeg begraver mig med det samme!
Jeg gik i Netto - som man nu engang gør når det er torsdag og man får fri fra arbjde og inden man skal møde igen til aftenvagt..
Og dér(!) midt i det hele - eller skulle jeg sige over det hele - var det! JULESTEMNINGEN! Der var alt fra klejner til pebernødder til ris a la mande til aaaaaaaaaaaaaargh! Hvis jeg ikke havde haft desperat brug for mælk, var jeg løbet skrigende bort og havde boycottet Netto indtil januar!
En ting er at Carsten Eskelund juler i radioen pr. start okt - det er jo Carsten for fanden! Men resten af verden behøver da ikke følge trop!?!?
Det er den 10. okt. og jeg NÆGTER at høre mere om jul før... ALDRIG!
*sort sky*

Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken hver gang...

Det er i dag for første gang nogensinde gået op for mig, hvad man skal bruge den dybe tallerken til!

Jeg har ellers tit været på vognen med dem der siger ”man behøver ikke opfinde den dybe tallerken hver gang…”, men jeg mener det nok på en lidt anden måde. Jeg mener nemlig ikke den burde have været opfundet in the first place! For helt ærligt – hvad skal vi med den??
Til suppe og is og cornflakes og alskens andet har vi en skål, til ”flad mad” har vi en tallerken. Hvis man er en gris kan man spise spaghetti med kødsovs af en skål, og hvis man er civiliseret kan man nøjes med en tallerken.
Jeg har i mange år ofte undret mig over danskernes flittige brug af den dybe tallerken. Jeg vidste ikke hvorfor jeg dog skulle bruge penge og plads på at have 6 eller 12 af dem stående i mit køkkenskab?!?
Men nu ved jeg det! Jeg har opdaget finten! Det er gået et lys op for blondinen!
Når man nu gene vil have en brownie eller et andet lækkert stykke kage med tilhørende is, SÅ skal man bruge en dyb tallerken! For isen smelter ud over det hele på en alm. tallerken, og det virker så fjollet at putte et stykke kage i en skål..
Næste stop IKEA – jeg skal da have dybe tallerkner!!!


… eller måske ikke…

Welcome back to blog-land...

Hej!
Jeg hedder lynn, og jeg er blogger.
"heeeeeej lynn".
Jeg har været blog-fri i et år, fordi jeg havde et liv i den virkelige verden, men nu har jeg forvillet mig laaaaangt væk fra civilisationen (nærmere betegnet "klint"), og min eneste livsline er mit transpotable internet. Det lange fravær fra blogland har medført, at min gamle blog er blevet lukket:( Mens jeg prøver at komme mig over tabet af forældede digitale stumper af mit liv, vil jeg simpelthen starte på en frisk. Ja, den er god nok - I'm back baby...