søndag den 9. august 2009
DERFOR elsker jeg mine venner...
B: "Du ved godt, at de på endestationerne kører togene væk, ikk? Så hvis man glemmer at stå af, så ender man i midten af ingenting. Sådan kan man vælge at bruge 10 min. Det er kun hyggeligt at være låst inde i tog.
P: "Det eneste man mangler er en iskold bajer."
K: "Hvad svarer man til den her sms: "Halløjsa! Tak for i går:) Skal du i byen i aften? Jeg er freaky som en tigermis!""
B: "Jeg synger altid Morten Phillipsen fra mgp. Højt og skingert. Nu er jeg pisse bagstiv og på vej på job. Og jeg mener immervæk så bagstiv at det ér en kamp at gå."
B: "Du er mit største idol!"
Mor: "Ok. Vi får køerne ude med os i dag." ... "Harald sætter nogen af hans lige udenfor vores dør."
A: "Tage toget? But why?"
F: "Hvorfor kender 16-årige ikke Dizzy?"
K: "du dåm"
A: "Jeg har lige set ham du er vild med på Valby Station."
B: "Oh oh.. Mikkel har tørretumblet min gymnastikdragt."
B: "Bemærk at i kører forbi store klit."
B: "I må godt gå derind og knalde.... Sex er alligevel overvurderet."
... Who needs TV, når man har mine venner??
I <3 U
søndag den 24. maj 2009
Some things never change...
- ”Bollesvin” er ikke så tosset endda
- Hvis man springer to i en 69’er fra 10 meteren, så risikerer man at spytte blod
- Der er mod al forventning IKKE altid gang i den på Crazy Daisy i Svendborg
- Jeg er seriøst for gammel til at være i byen til det bliver lyst
Men jeg har også fundet ud af, at der er nogle ting, er aldrig ændrer sig:
- Jeg er en mega klaphat... Især når jeg er fuld(!)
- Det gør røv ondt at blive trampet over tæerne af en trunte i stiletter
- Lunkne øl er klamme
- Jan er sej
- Gymnaster er lækre
- Det er noget nær UMULIGT at få en taxa i Svendborg kl. lort om morgenen
- Jeg er forelsket… i den forkerte!
I guess some things just never change…
tirsdag den 19. maj 2009
A change of...
Men i den sidste måneds til har jeg virkelig flirtet med noget nyt – jeg har udvidet min horisont indenfor ’dansens verden’, og jeg har virkelig fået øjnene op for helt nye muligheder. Og jeg tænker, at jeg er da gået helt galt i byen et sted, jeg skulle jo ha’ opdaget det her dans for lang tid siden!
lørdag den 9. maj 2009
Inspired – part II
Now is the time to live.
Now is the time to enjoy.
Now is the time to love.
NOW is the time.
tirsdag den 5. maj 2009
Andorra.Is.Inspired.
I lørdags var jeg inde og se Battlehanics. Battlehanics er en dansebattle, hvor dygtige dansere fra hele Europa mødes og dyrker deres fælles interesse for forskellige street-danse. Prøv at forestil dig, at vade lige ind i en dansefilm a la ”Step Up” eller ”Honey”. Men bare for real. Stemningen var ubeskrivelig. Det var som om, alle i rummet bevægede sig i den samme takt – the bass was the heartbeat. Der var elektrisk ladning mellem danserne - gnister på dansegulvet. Kærlige gnister. En fælles kærlighed for dansegulvet. I dét øjeblik, som varede over 6 timer, var jeg i live.
tirsdag den 28. april 2009
Midt i mine drømme...
Ud over HAM, møder jeg en masse andre spændende ting i mine drømme. Jeg har inden for den sidste uge blandt andet drømt: om at være nær druknedøden - langt under vand uden ilt og uden at vide i hvilken retning overfladen var, om HAM, om en fugl, som i virkeligheden var en kvinde, der var blevet forvandlet, der fortalte mig sin historie, om at bryde ulykkeligt grædende sammen i en gymnastiksal, om HAM, der holdt om mig, om at være nøgen i S-toget, og lede efter mit tøj, om at blive overfaldet af en pige, der holdt en pistol til min pande, hvorefter jeg stak hende i halsen med en stor kniv, og selvfølgelig om HAM;)
Det var lidt om en lille (ulykkelig) forelskelse blandet med min forskruede underbevidsthed (please don’t analyze, I know I’m a nutcase). Men det er mig et mysterium, hvorfor jeg er så vild med at sove…
I'm all dark and twisty inside...
Der var engang, hvor jeg var et helt normalt, velfungerende menneske. Okay, det er løgn. Normal var jeg ikke. Men jeg var i hvert fald en velfungerende, well-oiled machine. Jeg kørte fuldt tempo, og jeg kunne ALT. Jeg behøvede ingen søvn, og jeg nåede altid, hvad der svarer til 45 timer på et døgn. Jeg var indbegrebet af cool, calm, collected – uden stress, uden jammer. Jeg tog mig af alle opgaver, jeg blev stillet, og jeg var stædig og lod intet ligge, før det var gennemført med prestige. Der var engang, hvor jeg var mig.
Nu bor der en anden pige i min krop. Hun er træt, meget træt. Og hun brokker sig. Hun kan kun klare et absolut minimum af opgaver, og selv vasketøj kan virke som en uoverkommelig stressfaktor. Hun kommer for sent og bruger mere tid på Facebook end på at følge med i undervisningen. Hun er en stor fan af overspringshandlinger og en endnu større fan af chokolade. Hendes yndlingsaktivitet er at sove, og hun føler sig mere hjemme i drømmeland, end i den virkelige verden. Hun vil hellere sætte sig ned og tude, end at løse problemer. Hun bliver distraheret af noget så latterligt som følelser og hun vil hellere give op end at kæmpe for de ting hun drømmer om. She’s a quitter.
Jeg ved ikke, hvad hun laver i min krop. Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor hun fik lov at flytte ind, og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare har givet hende en røvfuld og sparket hende ud. Jeg ved ikke, om hun er symptom eller årsag. Jeg ved ikke, om hun er en sidegevinst af at ”åbne sig for kærligheden” og blive ulykkeligt forelsket (sagde jeg virkelig det?!), eller om dét bare er en bivirkning ved at være hende. Jeg ved ikke, om det bare er sådan, det er at være voksen. Jeg ved ikke, om det er min mor der fik ret i, at stress resulterer i sammenbrud. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke helt, hvor jeg er blevet af. Men jeg må jo være herinde et eller andet sted…
Håber jeg.